8. september 2023
Af Thomas Black-Petersen, direktør, FBV og Katrine Hoff, direktør, FBV
Den 6. september 2023 afholdtes årsmøde i Foreningen af Børsnoterede Vækstvirksomheder (FBV). Mere end 150 deltog i dette blot andet årsmøde, der symbolsk blev afholdt i Fællessalen på Christiansborg.
For vi er fælles om det her. Fælles om at styrke det danske børsmarked. Fælles om at skabe de bedste rammebetingelser, så flere vækstvirksomheder kan vokse sig store, forankre sig og skabe arbejdspladser i Danmark.
Men vi er der ikke helt. Faktisk er vi langt fra på flere afgørende områder, som eks. lagerbeskatning, som er et lysende eksempel. Den bliver kaldt "skatten fra helvede", for den beskatter dem, der bygger virksomhederne, af penge de ikke har tjent. For iværksætteren Niels Buus skylder 22 millioner i skat for aktier, der kun er 1,6 millioner kroner værd. Vanvittigt, som Berlingske skrev i slutningen af august.
Tak for en rigtig god dag til alle. Vigtige point er fra årsmødet var:
Steffen Frølund (LA) bød velkommen på Christiansborg, fortalte om sin baggrund som iværksætter og med et smil, fortalte han at Borgen og børserne har nogle ting til fælles. Fyldt med ambitiøse folk. Fyldt med gode intentioner. Fyldt med løfter om storhed. Kæmpe pengebeløb flyttes rundt. Debat om skat fylder for meget. Brændt ned nogle gange gennem årene.
Sammen med FBV forperson Henriette Kinnunen, der også var dagens vært, bød Thomas Black-Petersen og Katrine Hoff fra FBVs sekretariat velkommen og satte scenen for dagen:
Igennem dagen fik vi bud på hvad og hvordan vi kan sikre et mere gunstigt børsmarked. Hvad skal vi have mere af og hvad skal vi have mindre af. Hvordan vi sikrer ændrede skatteforhold og bedre vilkår for investorerne samt bedre forventningsafstemning mellem markedsaktørerne. Og vi skal forstå hvorfor så få vækstvirksomheder lader sig børsnotere og vokser sig store i Danmark, og hvordan vi kan ændre på det billede.
Erik Balck Sørensen, CIO for Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) mener, at der skal større professionalisme i forberedelsen af kapitalrejsen forud for en børsnotering, hvis tilliden i markedet skal genoprettes. Selskaberne og deres rådgivere skal tage ansvar og forberede sig ordentligt og starte tidligt. Og så skal de arbejde ud fra FBVs selvevalueringsliste og være ærlige over for sig selv, om de reelt er klar til at gå på Børsen.
EIFO vil medvirke til at styrke værdikæden ift. børsnoteringer i Danmark. De ønsker at facilitere og fastholde selskaber på dansk jord, ved at understøtte og udvikle vækst gennem aktivt ejerskab. Det gøres bedst gennem et mere sammenhængende kapitalmarked og her har vækstbørserne haltet efter, ift. andre former for finansiering. Man er nødt til at gøre mere end man har gjort hidtil, så vækstbørserne kan blive attraktive. Det er EIFO’s absolutte hensigt at få flere selskaber på børsen og fastolde dem, så de kan skabe flere arbejdspladser i Danmark.
Peter Mühlmann CEO for Trustpilot, kom med et af dagens skarpeste indlæg og startede med at ramme hovedet på sømmet:
”Jeg kender mange iværksættere der er flyttet til San Francisco, London og New York. Men hvor mange vækstvirksomheder kender I, der er flyttet fra San Francisco, London og New York til Danmark? Det er rigtigt, ingen!”
Det er nemt at starte virksomhed i Danmark, men svært at bygge en stor virksomhed.
Det skal være langt nemmere for medarbejdere at blive medejere, uden at bruge mange penge på rådgivere. I Danmark ender vi med at betale mange penge i løn, fordi det er bøvlet at give ejerandele. Så derfor skal der konstant rejses penge, og hvor er de? Rigtigt, de store penge er i udlandet, så hele systemet er selvforstærkende og suger selskaberne ud af Danmark.
Og så er der skattereglerne. I Danmark straffer man børsnoteringer og derfor er det mere fordelagtigt at forblive privat, for bliver man børsnoteret, risikerer man at skulle betale skat af penge man ikke har tjent. Lagerbeskatningen er tåbelig og afholder iværksættere fra at blive børsnoteret i Danmark, selskaberne flytter ud og de eneste der reelt vinder, rimer på Stone, Rock og Capital.
Hans Andersen (V), Formand for Folketingets Erhvervsudvalg understregede, at den kommende Iværksætterstrategi har til formål at gøre Danmark til det bedste land at være iværksætter i. Vi er som land afhængige af vækst for at skabe velstand og derfor skal der startes flere nye virksomheder. Vi skal lagerbeskatningen til livs. En gang for alle. Vi skal undersøge om pensionsmidlerne og de institutionelle investorer kan komme mere i spil, ved at investere i vækstvirksomheder og ikke kun i Novo Nordisk. Vi skal gøre det nemt at blive medejer, så flere kan komme med på holdet og så skal vi have aktiveret kvinderne. Havde vi lige så mange kvindelige iværksættere som mænd, havde ville vi have 10.000 flere iværksættere til at drive væksten. Der er afsat 1,5 mia. til Iværksætterstrategien, forhandlingerne starter senere på året.
Michael Stadi, CEO i FOM Technologies, sidste års vinder af prisen som årets noterede vækstvirksomhed, holdt et meget relevant og rammende indlæg om hans erfaringer og læringer med sin notering af FOM Technologies, og om hans observationer af markedet. Indlægget havde mange gode pointer - to meget væsentlige budskaber var:
- at hvis man ikke har en speedbåd, skal man ikke skrive man har en speedbåd
- at han arbejdede udfra at: "underpromise - overdeliver".
Søren Brinkmann fra Loeven advokater og Tomas Krüger Andersen fra ATP belyste vigtigheden af at have orden i penalhuset, forstået ved, at de prospekter der virker som grundlag for en investering skal være langt bedre end de er i dag og at virksomheder, der overvejer at gå på børsen, skal forstå om de i virkeligheden er klar.
Udover nøgletal og fakta er equity story en afgørende faktor. Og det kan være et problem når en rådgiver går til en børskandidat med et udkast på en attraktiv equity story, uden dybdegående kendskab til virksomheden. Det er nemt at blive forført, så derfor skal de unge virksomheder kunne kende sig selv i den story og den skal være ægte, for til syvende og sidst er det virksomheden der har ansvaret for hvad den beskriver.
Der er en tendens til, at der har været for stort fokus på selve transaktionen i forbindelsen med børsnoteringer. Det rigtige fokus er, at børsnoteringen er adgangen til en platform for fremtidig finansiering og vækst - og skal skabe mulighed for afkast til investorerne.
ATP understregede at de som institutionel investor gerne investerer i vækstvirksomheder, hvis de er interessante nok som investeringscase. ”Vi er i markedet for at investere, ikke yde tilskud”.
Thomas Bernt Henriksen, Erhvervsredaktør på Berlingske var veloplagt moderator på dagens to paneldebatter. I den første deltog de tre politikere Mona Juul (K), Steffen Frølund (LA) og Hans Andersen (V) sammen med iværksætter Jakob Nørgaard founder af Estaldo og tidligere co-founder af Penneo.
Meget af debatten omhandlede den føromtalte lagerbeskatning, skatten fra helvede. Jakob Nørgaard, der var med i børsnoteringen af Penneo har betalt 8 millioner i skat, for penge han ikke har tjent. Han har måttet sælge over halvdelen af sine aktier i Penneo, så det skattefradrag beskatningen udløser fordi aktiekursen faldt, er tæt på umuligt at realisere.
Mona Juul (K) var forarget over, at man kan blive stavnsbundet til sin gæld i Danmark og var glad for, at der nu endelig efter alt for mange års tilløb, nu kommer en iværksætterstrategi.
Steffen Frølund (LA) der selv er tidligere iværksætter mente, at der allerede nu var flertal for at fjerne lagerbeskatningen og at vi da bare kunne gå op i folketingssalen og stemme nu. Hans Andersen (V) understregede igen, at der var sat 1,5 milliarder kroner af til iværksætterstrategien og at det nu, var tid til at komme af med de dele af beskatningen, der tydeligvis er uhensigtsmæssige og uretfærdige.
Konkrete forslag til hvordan man kan få flere virksomheder til at vokse sig store og forankre sig i Danmark: Fjern lagerskatten, sænk aktieavancebeskatningen, sænk skatten på medarbejderaktier og så bør vi indføre et ’erhvervspolitisk lægeløfte’ Primum Non Nocere, altså first, do no harm så man arbejder for og med virksomhederne, ikke imod dem.
I den anden debat deltog André Frehn, CEO for Shape Robotics, Susanne Lauritzen, CEO for Raffle.ai, Kasper Lihn, aktieanalytiker hos H.C.Andersen Capital og Laurits Bach Sørensen, co-founder Nordic Alpha Partners. Temaet var: Hvad kan vi gøre for at flere succesfulde danske virksomheder vælger en børsnotering til at finansiere vækst – og gerne i Danmark.
I Danmark har vi i høj grad har en funktionærtilgang og ændres den ikke, får vi ikke nok iværksættere og slet ikke en styrket aktiekultur. Aktieavancebeskatningen skal droppes og så ville det være godt, hvis pressen dækkede vækstselskaberne mere positivt. Det kunne Thomas Bernt Henriksen garantere, ikke kom til at ske.
Det blev belyst, hvordan konsekvenserne vil være meget store, hvis ikke vi får flere selskaber på børsen. Tab af arbejdskraft og tab af gode selskaber, der bliver købt af udlandet. Laurits mente også at bedre kvalitet, mere lederskab, et sprog alle forstår og køber ind i, vil gavne børsmarkedet i Danmark. Og så skal vi have de professionelle med, lyt til de store penge, for så taler markedet.
Vi skal have bedre samarbejde mellem universiteterne og virksomhederne, mente Susanne. Som man har det i udlandet, men ikke rigtigt dyrker i Danmark. Vi skal have iværksætteri på skoleskemaet, så det på lige fod med andre fag, kan blive en naturlig del af ens faglige fundament. Opbygger vi det kulturelle fra de tidlige år, så vil der sandsynligvis også komme flere private investorer.
Copyright © FBV - CVR: 42809772