AKTUELT, NYHEDER, SYNSPUNKTER
OG ANALYSER

Medlemshistorie: Fluoguide

Morten Albrechtsen: “Hvis noget er for nemt og behageligt er det ofte fordi regningen kommer senere”

26. juni 2024


Med en kombination af skabertrang og utålmodighed har Morten Albrechtsen har altid haft store ambitioner på egne og andres vegne og i sin karriere leveret varen, når det handler om at sikre den kommercielle forståelse i organisationer og spinde den røde tråd hele vejen fra opfindelse til kommercialiseret hyldeprodukt.

 

Som bestyrelsesmedlem i FBV vil den erfarne læge, iværksætter og CEO i Fluoguide bidrage med at sikre foreningens og medlemmernes kommercielle fokus, så nye teknologier og produkter kommer til markedet både hurtigt, effektivt og på ordentlig vis.

 

“Jeg er rundet af et udpræget lægehjem, hvor snakken omkring middagsbordet altid drejede sig om at gøre et enkelt sygt menneske rask. Min mor var sygeplejerske og min far ville gerne have at jeg skulle overtage hans lægepraksis, men på en længere dannelsesrejse til Asien oplevede jeg som nyuddannet læge en mangfoldighed og et menneskemylder, der grundlæggende fik mig til at tænke i et større perspektiv. Jeg ville hellere hjælpe mange i stedet for få, så da jeg vendte hjem igen, sagde jeg nej tak til at overtage lægepraksissen og i stedet satse på masserne. Det gav en del dønninger derhjemme” husker Morten Albrechtsen, der kom ind i medicinalindustrien på kommerciel side og arbejdede i en årrække ret langt fra den medicinske gerning med at bygge virksomheder og bygge bro mellem forskning og kommerciel levedygtig produkt.


“Jeg indså, jeg kunne gøre en rigtig stor forskel ved at opdyrke de finansielle og forretningsmæssige egenskaber, der skal til for at lave sunde lægefaglige virksomheder. I Danmark har vi altid fået mange gode ideer og jeg kunne timet med loven om offentligt ejerskab, der blev indført i 1999 hjælpe med den fornødne kommercialisering af nogle de mange opfindelser, der strømmede ud fra universiteterne,” fortæller Morten Albrechtsen, der grundlæggende arbejder ud fra en udpræget Homo Faber tilgang om, at mennesket kan tage kontrol over egen skæbne og tage livtag med store udfordringer gennem brug af redskaber og teknologi og samtidigt udvise et stort ansvar for omverden.

 

“Jeg bruger meget tid på analyser af beslutningsprocesser for at sikre, at de fornødne data og empiri bidrager til det mest muligt objektive beslutningsgrundlag. Vi er jo alle subjektive dyr, så at sige. Fakta kombineret med en repræsentation af forskellige holdninger sikrer, at en given gruppe involveret i en beslutningsproces ikke blot sidder og nikker til sig selv.”


Morten Albrechtsen

Alder: 59

Uddannelse: Læge og HD i afsætning

Bopæl: Charlottenlund nord for København


Stilling: CEO i Fluoguide, der har udviklet et stof, der under påvirkning af laserlys gør kræftceller selvlysende og sikrer, at kirurger let kan se om alle kræftceller er opereret bort og levere et både effektivt og mest muligt skånsomt operativt resultat. Fluoguide kan dermed hjælpe både den enkelte kræftpatient og mindske samfundets udgifter til efterbehandling.


Fluoguide har siden noteringen i 2019 på Spotlight Stockmarket og senere flytning til Nasdaq First North Stockholm oplevet en markant vækst i aktiekursen og vandt i 2023 prisen ”Største kursstigning siden IPO - 2023” med en vækst på 1759 pct. blandt de 60 virksomheder, som er noteret fra 1. jan 2018 og frem til nomineringstidspunket.

“I Danmark skal vi lære at se langt mere kritisk på os selv som vækstlag og vi skal i højere grad løfte i flok og skabe en positiv udvikling, der på lang sigt kan gøre Danmark mere relevant og robust i IPO-sammenhæng.

Morten Albrechtsen, CEO Fluoguide

Hvad er hovedproblemet ang. danske vækstbetingelser?


“I Danmark skal vi lære at se langt mere kritisk på os selv som vækstlag og vi skal i højere grad løfte i flok og skabe en positiv udvikling, der på lang sigt kan gøre Danmark mere relevant og robust i IPO-sammenhæng. Vi skal udvikle succesfulde danske vækstvirksomheder med dybe rødder i vores rige ved at kunne tilbyde et vækstklima, der ikke sander til i mangel på troværdighed, finansieringsmuligheder og adgang til ekspertise. Men vi har også en udfordring med vores mentalitet, der gennem generationer er blevet rundet af vores fredelige og sikre land. Vi skal til at opdyrke mere risikovillighed og blive mere sultne. Magelighed kan være roden til forfald og selvfedme.”

 

Hvordan skal danske vækstselskaber lykkes med børsnoteringer?

 

“Man skal ikke have en ambition om at tjene penge på en IPO, man skal ville det lange seje træk og gå efter devisen om, at alle parter skal være glade for en handel. Realistiske værdisætninger, gennemsigtighed omkring udfordringer og risici samt ydmyghed over for  investorernes tillid tager lang tid at opbygge, tror jeg er vejen frem. Hvis noget er for nemt og behageligt, så er det ofte fordi, at regningen kommer senere. Man skal vende den sten, man ikke har lyst til at vende og tage de svære debatter på forhånd og undgå uheldige gruppedynamikker fordi det er vigtigt at høre alle stemmer om bordet. Sverige har brugt årtier på dette og det skal vi i Danmark nok også regne med. Vi kan lige så godt gå i gang med en erkendelse af, at det er et langt, sejt træk, hvor alle gode kræfter skal forenes. Vi skal have alle folk med, og så er jeg sikker på, at det nok skal lykkes.”

 

Hvor bør Danmark kigge efter inspiration og løsninger?

 

“USA har som bekendt et meget aktivt børsmarked i dag og Sveriges aktuelle og succesfulde børsmarked ligner meget det amerikanske børsmarked, som det var i 1990’erne. Det faktum understreger, at et velfungerende børsmarkedet ikke kommer til at manifestere sig i Danmark med et knips i fingrene. Hvad der også er interessant, er at alle de lov- og strukturelle ændringer, der har lagt grobund for det svenske børsmarkeds årelange momentum og nordiske dominans, er gennemført under socialdemokratiske regeringer. Der er altså ikke et spørgsmål, om man er rød eller blå, for at ville skabe et aktivt børsmarked, men et spørgsmål, om man vil Danmark eller ej"

 

 

FBV ønsker at at udbrede budskabet om finansiering via børsnotering, som et aktivt tilvalg selskaberne foretager, som et alternativ til ex. venturekapital, der giver både selskaberne og de private investorer muligheder de ikke kan få, når selskaberne vælger ex. venturefinansiering.